I samband med att Liza Marklunds sista del i bokserien om Annika Bengtzon
kom ut sades det från hennes och förlagets håll att hon inte skulle delta i någon
markandsföring av produkten. Nu kan man se att det där var en sanning med
rejäl modifikation. Liza Marklund ägnar sig visst åt marknadsföring, men
kanske inte så mycket i Sverige. Kanske är hon rädd för att någon någonstans
i vårt avlånga land skulle ställa en kritisk fråga till henne om hur hon under
sina glansdagar utnyttjat sin makt och sitt inflytande, bl a helt enkelt för att
gynna sina vänner och allierade. Genom sitt handlande har hon också ofta
samtidigt skadat andra, helt oskyldiga människor, men ingen har vid något
enda tillfälle hört henne beklaga detta.
Norge, Danmark, Finland och kanske t o m Island förefaller som riktigt säkra
kort för henne. Här är hon välkänd och har sålt mängder av böcker men de
skandaler hon åstadkommit torde vara långt ifrån lika kända. Och som vanligt
gäller att hon egentligen bara ställer upp i sammanhang där hon inte kommer
att bli motsagd det allra lilla minsta. Den här gången har hon "talat ut" just som
"Järnblod" släpptes i Danmark och det har blivit ett veritabelt snyftreportage,
och texten är i princip tagen från hennes Sommarprogram 4/7 i P1, det där hon
spelade Jimmie Åkessons favoritband, Ultima Thule, orsakade en folkstorm
men framförallt genom detta fick den uppmärksamhet hon eftersträvade i
samband med boksläppet. Så nog marknadsför hon sitt "sista" verk alltid,
även om hon försöker att inte låtsas om det.
Och den som verkligen vet, EXAKT, hur mycket LIZA MARKLUND ljuger
och i förekommande fall kanske även varför kan inte annat än ta sig för pannan
när man läser om hur hon klagar på bristande anständighet och ansvarighet hos
de som uttrycker sig på nätet och annorstädes. Hur hon själv utnyttjat sin makt
för att stödja personer som t ex den tack vare brottslighet befordrade polisen
Matilda Galaoul Johansson (först på tacklistan i JÄRNBLOD) säger hon helst
ingenting om. Och bara den som verkligen utsatts för LIZA MARKLUND och
hennes giftpenna vet exakt hur mycket hon hycklar.
http://www.b.dk/kultur/liza-marklund-hele-mit-voksne-liv-har-jeg-vaeret-truet-og-hadet
Den svenske forfatter Liza Marklund afslutter nu sin krimiserie med journalisten Annika Bengtzon og bogen »Jernblod«. Foto: Simon Skipper
»Det er ikke demokratisk forsvarligt, at man har lov til at være anonym, når man skriver noget i offentligheden,« siger Liza Marklund. Foto: Simon Skipper
Den svenske forfatter Liza Marklund. Foto: Simon Skipper
Liza Marklund: »Hele mit voksne liv har jeg været truet og hadet«
Romanaktuelle Liza Marklund valgte efter mange år intens deltagelse at trække sig fra den offentlige debat. Det var ikke sjovt længere. Vi talte med den verdenskendte forfatter om udviklingen i den medieverden, der blev et samlende tema i hendes krimier.
Hun har ikke givet et interview i hjemlandet i tre år, og i forbindelse med »Jernblod«s udgivelse har hun kun talt med et enkelt dameblad – som en gammel vennetjeneste.
»Jeg ser det ikke som et nederlag. De har ikke vundet, fordi jeg er tavs. Tværtimod. Jeg synes, jeg vandt, fordi jeg orkede at blive ved så længe. Jeg har skrevet min bøger. Jeg har skrevet over tusind klummer i 25 år, et kvart århundrede. Men jeg synes, jeg begyndte at lyde som en papegøje. Det var ikke sjovt længere. Jeg har sagt det, jeg ville sige, og nu er der andre, der siger det. Jeg har gjort mit, og mit mål var at holde ud så længe som muligt.«
De personlige omskostninger har været store, medgiver hun.
»Jeg har været udsat for personlige hadkampagner. Hele min familie har haft beskyttede personoplysninger i mange år. Jeg er blevet sendt af sted midt om natten med livvagter – jeg blev installeret på Grand Hotel, hvor man åbenbart var vant til at passe på folk. En galning er blevet dømt for at have forfulgt både min datter og mig. Jeg er blevet sendt til udlandet med fly, fordi jeg var truet på livet, mens jeg var gravid med min søn.«
»Hele mit voksne liv har jeg været truet og hadet. Men man bliver vant til det. På samme måde, som man bliver immun, hvis man hele tiden rejser til flygtningelejre,« siger hun med reference til, at hun også har opgivet sit hverv som goodwill-ambassadør for UNICEF.
»Jeg har mødt så mange aidssyge børn, så jeg ikke længere kan sige det, der bør siges, med samme eftertryk. Det er bedre, at en anden rejser af sted og ser forholdene med egne øjne. Man bliver immun.«
Hun griber ud efter et eksemplar af »Jernblod« og viser et citat, som er et netindlæg, som »Gregorius«, der skrev det, har en svensk domstols ord for er okay: »Ligestilling for mig er, at man stikker en sexistisk feministluder i vaginaen med en stor kniv. Det bedste, man kan gøre for ligestillingen i Sverige, er at gå ud med en baseballkølle og slå sexistiske feministkællinger ihjel.«
»Sådan må man udtrykke sig i Sverige i dag. Og sikkert også her. Det er resultatet af et kæmpe svigt fra etablissementet og fra myndighedernes side, at nethadet har fået lov til at florere,« mener Liza Marklund.
»Almindelige, unge mennesker udsættes jo for frygtelige ting på nettet. Det er ikke demokratisk forsvarligt, at man har lov til at være anonym, når man skriver noget i offentligheden. Der skal i hvert fald findes en ansvarshavende udgiver, som ved, hvem du er, og som tager publicistisk ansvar for det, du siger. Magt og ansvar skal altid gå hånd i hånd. Har man det ene, må man også tage det andet på sig. Sådan er det.«
Beslutningstagere og politikere er nødt til at turde regulere internettet, men man er bange for at pille i alt, der har med lovgivning om ytringsfriheden at gøre, mener hun.
»Man vil ikke være en censor, man vil ikke lægge sig ud med de stærke medier. Men man skal sådan set bare lade nettet omfatte af den almindelige lovgivning. Kapitalismen fungerer smaddergodt, men den kan ikke være helt uden regulering. På samme måde er det med netdebatten. Vi er nødt til at have en fællesnævner for, hvad der er anstændigt, og eftersom der er nogen, der tydeligvis ikke fatter det, så må vi fortælle dem det.«
Nettet har også gjort debatten i samfundet hårdere, mener Liza Marklund.
»At der er så meget had og vrede gør også, at tolerancen er blevet mindre. Og debatten bliver mere og mere ensrettet, fordi folk er bange for at stikke næsen frem. Jeg kan se det på journalistikken og debatten. Man er bange for at sige noget kontroversielt, for man bliver myrdet, druknet i lort.«
»Jeg har svært ved at se, at vi om 20 år skal have nyhedsaviser trykt på papir. De er ulogiske. De er upraktiske. De er dårlige for miljøet,« siger hun. »En nyhed er kun en nyhed, det øjeblik, den sendes ud.«
»Rent nyhedsmæssigt er den digitale verden jo overlegen. Man har lyden. Man har billederne – også de levende. Man har den umiddelbare analyse. Man kan være på pletten med det samme. Læg dertil det faktum, at digitaliseringen har givet medieejerne en chance for at rationalisere. Der kan spares og tjenes penge på at formidle nyheder digitalt i stedet for på papir.«
Problemet er, at medierne svigter journalistikken i overgangen til nettet, mener hun.
»I stedet for at udnytte det momentum, digitaliseringen giver, til eftertanke og kvalitetssikring, har man valgt at spare penge. Medieejerne har svigtet. De er dovne og nærige.«
Argumentet om, at det er vanskeligt for medierne at tjene penge på nyheder i en digitaliseret verden, giver hun ikke meget for:
»Jo, folk må begynde at betale for nyheder igen. Men hidtil har man bare brugt digitaliseringen som en undskyldning for at spare. Samlet må man nå frem til en løsning på, hvordan kvalitetsjournalistikken kan eksistere på internettet.«
Det handler også om at insistere på saglighed og anstændighed, mener hun, for nettet har givet stemme til ekstreme meninger. Også i avisernes debatfora.
»Vi befinder os i en slags lovløst land lige nu. En masse mennesker har fået en offentlig magt, som publiceringsmulighederne på nettet har ført med sig. De anonyme mennesker, der fylder nettet med had, har fået magten uden at have ansvaret. Der er et af de spørgsmål, som vi må løse ganske hurtigt.«
Store omkostninger
Liza Marklund har selv i mange år været en del af den offentlige debat. Som journalist har hun især været optaget af kvinders rettigheder og undertrykkelse, noget, der også gennemstrømmer bøgerne om Annika Bengtzon. Men nu har hun trukket sig fra den offentlige debat i Sverige.Hun har ikke givet et interview i hjemlandet i tre år, og i forbindelse med »Jernblod«s udgivelse har hun kun talt med et enkelt dameblad – som en gammel vennetjeneste.
»Jeg ser det ikke som et nederlag. De har ikke vundet, fordi jeg er tavs. Tværtimod. Jeg synes, jeg vandt, fordi jeg orkede at blive ved så længe. Jeg har skrevet min bøger. Jeg har skrevet over tusind klummer i 25 år, et kvart århundrede. Men jeg synes, jeg begyndte at lyde som en papegøje. Det var ikke sjovt længere. Jeg har sagt det, jeg ville sige, og nu er der andre, der siger det. Jeg har gjort mit, og mit mål var at holde ud så længe som muligt.«
De personlige omskostninger har været store, medgiver hun.
»Jeg har været udsat for personlige hadkampagner. Hele min familie har haft beskyttede personoplysninger i mange år. Jeg er blevet sendt af sted midt om natten med livvagter – jeg blev installeret på Grand Hotel, hvor man åbenbart var vant til at passe på folk. En galning er blevet dømt for at have forfulgt både min datter og mig. Jeg er blevet sendt til udlandet med fly, fordi jeg var truet på livet, mens jeg var gravid med min søn.«
»Hele mit voksne liv har jeg været truet og hadet. Men man bliver vant til det. På samme måde, som man bliver immun, hvis man hele tiden rejser til flygtningelejre,« siger hun med reference til, at hun også har opgivet sit hverv som goodwill-ambassadør for UNICEF.
»Jeg har mødt så mange aidssyge børn, så jeg ikke længere kan sige det, der bør siges, med samme eftertryk. Det er bedre, at en anden rejser af sted og ser forholdene med egne øjne. Man bliver immun.«
Nettet skal reguleres
Netop det anonyme nethad spiller en rolle i de seneste bøger i serien om Annika Bengtzon, idet Liza Marklund lader citater fra virkelighedens skraldespand på nettet indgå i handlingen.Hun griber ud efter et eksemplar af »Jernblod« og viser et citat, som er et netindlæg, som »Gregorius«, der skrev det, har en svensk domstols ord for er okay: »Ligestilling for mig er, at man stikker en sexistisk feministluder i vaginaen med en stor kniv. Det bedste, man kan gøre for ligestillingen i Sverige, er at gå ud med en baseballkølle og slå sexistiske feministkællinger ihjel.«
»Sådan må man udtrykke sig i Sverige i dag. Og sikkert også her. Det er resultatet af et kæmpe svigt fra etablissementet og fra myndighedernes side, at nethadet har fået lov til at florere,« mener Liza Marklund.
»Almindelige, unge mennesker udsættes jo for frygtelige ting på nettet. Det er ikke demokratisk forsvarligt, at man har lov til at være anonym, når man skriver noget i offentligheden. Der skal i hvert fald findes en ansvarshavende udgiver, som ved, hvem du er, og som tager publicistisk ansvar for det, du siger. Magt og ansvar skal altid gå hånd i hånd. Har man det ene, må man også tage det andet på sig. Sådan er det.«
Beslutningstagere og politikere er nødt til at turde regulere internettet, men man er bange for at pille i alt, der har med lovgivning om ytringsfriheden at gøre, mener hun.
»Man vil ikke være en censor, man vil ikke lægge sig ud med de stærke medier. Men man skal sådan set bare lade nettet omfatte af den almindelige lovgivning. Kapitalismen fungerer smaddergodt, men den kan ikke være helt uden regulering. På samme måde er det med netdebatten. Vi er nødt til at have en fællesnævner for, hvad der er anstændigt, og eftersom der er nogen, der tydeligvis ikke fatter det, så må vi fortælle dem det.«
Nettet har også gjort debatten i samfundet hårdere, mener Liza Marklund.
»At der er så meget had og vrede gør også, at tolerancen er blevet mindre. Og debatten bliver mere og mere ensrettet, fordi folk er bange for at stikke næsen frem. Jeg kan se det på journalistikken og debatten. Man er bange for at sige noget kontroversielt, for man bliver myrdet, druknet i lort.«
Medierne svigter
Da sommervikaren Annika starter på formiddagsbladet Kvällspressen, skriver hun med blyant, og internettet er kun lige i sin vorden. 17 år senere står hun og kollegerne over for deres hidtil største udfordring: Papiravisen skal lukke, og nyhederne nu kun udkomme online. Men den slags er ikke nødvendigvis noget, vi skal begræde, mener Liza Marklund.»Jeg har svært ved at se, at vi om 20 år skal have nyhedsaviser trykt på papir. De er ulogiske. De er upraktiske. De er dårlige for miljøet,« siger hun. »En nyhed er kun en nyhed, det øjeblik, den sendes ud.«
»Rent nyhedsmæssigt er den digitale verden jo overlegen. Man har lyden. Man har billederne – også de levende. Man har den umiddelbare analyse. Man kan være på pletten med det samme. Læg dertil det faktum, at digitaliseringen har givet medieejerne en chance for at rationalisere. Der kan spares og tjenes penge på at formidle nyheder digitalt i stedet for på papir.«
Problemet er, at medierne svigter journalistikken i overgangen til nettet, mener hun.
»I stedet for at udnytte det momentum, digitaliseringen giver, til eftertanke og kvalitetssikring, har man valgt at spare penge. Medieejerne har svigtet. De er dovne og nærige.«
Argumentet om, at det er vanskeligt for medierne at tjene penge på nyheder i en digitaliseret verden, giver hun ikke meget for:
»Jo, folk må begynde at betale for nyheder igen. Men hidtil har man bare brugt digitaliseringen som en undskyldning for at spare. Samlet må man nå frem til en løsning på, hvordan kvalitetsjournalistikken kan eksistere på internettet.«
Det handler også om at insistere på saglighed og anstændighed, mener hun, for nettet har givet stemme til ekstreme meninger. Også i avisernes debatfora.
»Vi befinder os i en slags lovløst land lige nu. En masse mennesker har fået en offentlig magt, som publiceringsmulighederne på nettet har ført med sig. De anonyme mennesker, der fylder nettet med had, har fået magten uden at have ansvaret. Der er et af de spørgsmål, som vi må løse ganske hurtigt.«
Inga kommentarer:
Skicka en kommentar